Min første træning som nybagt mor

Da jeg fødte min første datter, gik jeg og talte dage til min 8 ugers undersøgelse, så jeg kunne komme i gang med at træne. Jeg skulle bare træne og jeg skulle træne hårdt for at få min krop tilbage i samme stand, som før jeg blev gravid. Den bamsedragt, jeg befandt mig i, og som jeg slet ikke kunne identificere mig med, skulle smides HURTIGT! Jeg tænkte ikke et sekund over, at jeg muligvis ikke ville få grønt lys af min læge ved 8 ugers undersøgelsen. For jeg var sikker på, at jeg gjorde det helt rigtige og det var nemlig at lave INGENTING i løbet af de første 8 uger udover en million knibeøvelser. Det var det, jeg havde fået at vide, og jeg blev mindet om det jævnligt, for det er desværre den gængse opfattelse. Det var hårdt for mig. Jeg ville helst gerne lave en hel masse mavebøjninger, der kunne få min mave til at blive FLAD igen.

Jeg fik så grønt lys hos lægen ved min 8 ugers undersøgelse, og jeg var stolt! Jeg havde jo været herre god til at lave knibeøvelser KONSTANT under min graviditet og allerede igen dagen efter fødslen, så jeg havde da gjort det godt. Jeg var god. Skidt pyt at jeg næsten ikke kunne føde min baby, muligvis pga. alle de bækkenbunds knib. Nu kunne jeg starte min hardcore træning med en masse mavebøjninger i forskellige variationer -med bøjede ben, med strakte ben, på ryggen, på skuldrene, nærmest på hovedet. Jeg kunne ikke vente.

Allerede dagen efter 8 ugers undersøgelsen fløj jeg ud af døren med maven fuld af energi, så snart min kæreste kom hjem fra arbejde. Jeg hoppede op på løbebåndet og begyndte min løbetræning, men så var det, at skuffelsen kom over mig som en spand iskoldt vand. For hvert skridt jeg tog, følte jeg, at hele mit indre var på vej ud af mig som flere kilo bly, så jeg kunne slet ikke præstere, det jeg havde forventet. Jeg blev nødt til at sætte tempoet ned til et gå/lunte niveau. Mor var skuffet! Og mor var faktisk også lidt flov. For når nu lægen havde sagt, at min bækkenbund var klar, så skulle jeg vel være klar til at kunne, i hvert fald det halve, af hvad jeg kunne før. Jeg kunne ikke engang en tredjedel. Sandheden er dog den, at al den viden jeg havde, og alt det jeg blev mindet om på nettet, hos lægen og blandt venner og bekendte var fokuseret på bækkenbunden. Maven og dennes muskler og hele synergien omkring min bækkenbund og mine mavemuskler og min hofte var slet ikke en del af min bevidsthed. Jeg lod mig trøste af min gode og erfarne træningsmakker, som jo selv havde født mange år forinden. Hun forsikrede mig, at min krop havde været igennem en kæmpe belastning, og at den nok skulle komme i form igen. Hun var jo et levende billede af, at det hun sagde, passede.Efter en halv times ambivalente følelser af skuffelse, håb og tvivl på løbebåndet, i min bedste bedstemor løbestil, lagde jeg mig ned for at lave de famøse mavebøjninger, som jeg havde set frem til i alt for mange måneder. Nu var det tid. Delte mavemuskler og svækkede muskler og alt dét, var en by i Rusland for mig. Jeg tænkte ikke på det, det var slet ikke en del af mit univers. Jeg kunne så bare konstatere, at jeg næsten ikke kunne løfte hovedet fra gulvet, så alle de skønne variationer af mavebøjninger var jo ligesom udelukkede. Øv!

Måske tænker du, Naivt! Ja, det var jeg jo nok. Jeg vidste udemærket godt, at jeg ikke ville kunne helt de samme ting, som før jeg blev gravid, men graden af min svaghed kom bag på mig. Selvom det kan lyde ulogisk, så følte jeg også en smule skam. For selvom jeg ikke normalt er konkurrence menneske, så er jeg det alligevel i forhold til mig selv. Det er vigtigt for mig, at være den bedste version af mig selv, og hele tiden blive bedre og dygtigere end jeg er. Så det fyldte enormt meget, at jeg fysisk var længere nede, end jeg nogensinde havde oplevet mig selv. Og jeg var i tvivl, om jeg nogensinde ville kunne ændre på det.

De første 3–4 måneder af min barselstræning anede jeg ikke, hvad jeg lavede. Jeg havde ikke overskud til at undersøge og lære. Så jeg gjorde bare, for så gjorde jeg jo noget. Rent held at jeg ikke gav mig selv varige mén i løbet af disse måneder—torede jeg. Det måtte være fordi, at jeg lyttede til min krop, som alle sagde, jeg skulle. Men jeg har siden lært, at det gjorde jeg faktisk ikke. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lytte efter. Jeg vidste ikke, at min konstante tissetrang, oppustede mave og bækkensmerter havde en relation, til den måde jeg trænede og bevægede mig på.

Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg ved, at der er mange kvinder, der ikke kommer sig helskindet igennem efterfødselstiden, og at de pådrager sig mén, som kræver ekstra hård indsats og energi at hele. Energi, som man i forvejen har alt for lidt af. Jeg ville så inderligt ønske, at der var mere fokus på andre ting end vægttab og isolerede bækkenbunds knib post graviditet. For der er flere faktorer, der er så afgørende for, om man overhovedet får succes med sin træning og vægttab.

Sultekure, hardcore træning, mavebøjninger og løb 8 uger efter fødslen er kun en lille del af ligningen, og jeg har siden min første fødsel arbejdet hårdt på at løse resten.Her på siden vil jeg dele ud af alt det jeg har fundet frem til samt give praktiske fif og øvelser, som du kan bruge i din hverdag. Så skriv dig endelig op på mit nyhedsbrev for neden. Hvis du har brug for en hjælpende hånd og støtte er du også meget velkommen til at kontakte mig.