Efterfødselsdepression - kort fortalt
Kære mor, hvis du oplever nedenstående, er du hverken indbildsk eller ved at blive skør ❤️
Angst følelse, der ikke stilner af
Skræmmende tanker, der er svære at kontrollere
Bliver overvældet af små simple ting
Ekstrem vrede, der kommer ud af det blå.
Bange for at dele dine følelser og tanker.
Konstant bekymret for, om du ødelægger dine børn.
Du får dårlig samvittighed over at passe på dig selv, selvom du virkelig har brug for det.
Føler at du drukner.
Føler at du burde være glad, men kan slet ikke finde den følelse frem.
Føler dig fængslet.
Har brug for hjælp, men kan ikke, eller tør ikke, at bede om den.
Jeg var ikke selv klar over, at jeg havde efterfødselsdepression. Jeg mærkede symptomerne, men jeg troede, at det var noget jeg bildte mig ind, fordi jeg var træt.
Jeg var f. eks slet ikke den mor, jeg plejde at være, og ønskede at være. Jeg kunne godt selv se det, men jeg havde ingen kontrol over mig selv og den vrede, der pludseligt kunne dukke op ud af det blå eller den magtesløshed, der kunne gøre mig helt lamslået.
På et tidspunkt, faldt jeg over et billede af en kæmpe bølge, der var ved at overfalde en mor med et spædbarn i favnen.
Billedet beskrev en følelse, som jeg kunne genkende. For det var en følelse, der overmandede mig flere gange dagligt.
Jeg stirrede længe på billedet med en klump i halsen. Langt om længe bemærkede jeg teksten under billedet - "efterfødselsdepression".
Jeg hulkede, mens jeg sad der og ammede min nyfødte baby.
Jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg var stadig ikke overbevist om, at jeg havde en eller anden form for efterfødselsreaktion.
Jeg prøvede at åbne snakken med min kæreste. Men han var på en eller anden måde følelsesmæssigt og mentalt utilgængelig.
Det lignede ham ikke. For vi har altid været hinandens førstehjælp og sjælevenner.
Så jeg tænkte, at jeg bare var for egocentrisk for tiden og muligvis også ved at blive en smule skør.
Det var min sundhedsplejerske, der stillede diagnosen. Og det viste sig, at det var ikke kun mig, men at min kæreste også havde symptomer på en efterfødselsdepression.
Vi var begge i chok, men nu begyndte det hele i det mindste at give en bitte smule mening. Og nu havde vi noget arbejde udfra.
Jeg er så mega taknemmelig for, at vi havde en sundhedsplejerske, der var opmærksom denne omgang, og selv tog initiativ.
Jeg er så taknemmelig for, at hun så igennem vores fint opryddet hjem, frisklavet kaffe og påtaget smil på læben.
For det er jo det man egentlig gør. Man gør alt for at vise overskud og kontrol, for det forventer verden lidt af én - sådan oplevede vi det i hvert fald, også efter at vi fortalte vores omverden om vores diagnose, og de udfordringer det gav os i hverdagen.
Jeg ville ønske, at flere snakkede og reagerede, i stedet for at tie et så vigtigt emne ihjel. Det er derfor jeg deler min oplevelse med dig! For du har fortjent at starte din nye rolle som mor fra et stærkt sted.
Jeg ved godt fra mig selv, at det er svært at række ud og bede om hjælp! Og det bliver endnu sværre, når man beder om den, og bliver overhørt eller fejet væk.
Jeg vil alligevel opfordre dig til det.
Har du den mindste mistanke, så ved!, at du er ikke indbildsk.
Snak med din læge. Snak med din sundhedsplejerske, snak snak snak indtil at der er en der lytter.
Du kan evt. hive fat denne søde dame
Du kan også ringe til psykiatrifonden. Forhåbentlig kan de guide dig i den rigtige retning.
Der er også en rigtig fin app, der hedder “jeg er mor” og som indeholder en masse podcasts om alle de udfordringer, der følger med det at blive mor. Måske du kan hente lidt egenomsorg og inspiration der også.
Du kan følge kvinderne bag appen på insta @jegermor
Kærlige tanker og energi fra mig til dig ❤️